Træet min skammel er snittet i kommer fra en kæmpe rødbøg som har stået ved mit barndomshjem indtil begyndelsen af marts i år.
Det var lysten til at eje noget, som var lavet af dette specifikke træ, der var drivkraften til at arbejde i frisk træ.
Skamlen er blevet en meget personlig ting - det har været vigtig for mig, den blev flot bearbejdet.
De to stykker træ som skulle bruges til skamlen er nøje udvalgt - to stykker af en retvoksende gren uden sidegrene. Stykkerne var 40-45 cm lange.
Jeg brugte en økse, en kile og en plastmukkert til at kløve stykkerne med. Jeg har kløvet i en firekløvning for at få fine rette hjørner til både sprosser og ben.
Træet (rødbøg) var hårdt at kløve men det lykkedes mig at kløve igennem kernen først og dernæst igennem "lynlåsen", den mørke linje som ses på billedet ned igennem træet.
Sprosserne, som skal tørre inden de skal samles med benene i frisk træ, snittede jeg på snittebænk med båndknive.
Der drejes tapper med tapbor. Hjørnerne af sprosserne snittede jeg til, inden jeg drejede tapper. Jeg brugte et mindre tapbor til de små sprosser.
Sprosserne inden de blev tørret i ovn ved 50 grader.
Sprossernes størrelse blev til dels afgjort af de kløvede træstykkers størrelse både med hensyn til længde og bredde - men blev også inspireret af det gyldne snit og fibonacci tal: 3 5 8
For at få et let udtryk valgte jeg at placere sprosserne 1/3 del nede. Se tegning.
Jeg har valgt at bibeholde de skarpe kanter - det giver et mere grafisk stingent udtryk.
Skitser af skammel - placering af sprosser. De færdige bens naturlige skævhed udnyttede jeg og det viste sig at de parvis var lige skæve. De øverste 18 cm var vinkelret - på den måde kom afstanden til at passe til sprosserne.
Jeg målte nøje tapper og bor inden jeg borerede huller med søjleboret. Ydermere blev flere at hullerne boret i en vinkel - flere af sprosserne var lidt skæve.
Jeg valgte - på grund af ønsket om et stringent udtryk - at montere sprosserne på den korte side ud for sprosserne på den lange side. Det betød at jeg borede en del af tapperne væk - det kan muligvis gøre skammelen indre stærk. Til slut spændebånd - indtil limen tørrer. Det vil tage benene på skamlen en måned at tørre og derved stramme sig sammen om tapperne.
Jeg har valgt at flette sæde med papirgarn; som med arbejdet i frisk træ var det en teknik, jeg godt kunne tænke mig at prøve kræfter med.
Jeg flettede det meste af sædet men besluttede at pille det hele op igen. Efter timer på Youtube, hvor jeg nøje granskede teknikken, besluttede jeg at gøre papirgarnet vådt og fokusere på at bearbejde hver eneste hjørne.
Udover klemme - til at bevare spændingen - allierede jeg mig med en lille hammer og en maler pind - det er en hjælp at banke snorene på plads efter hver fjerde omgang : det er vigtigt at have rette hjørner.
Her ses en tre-splejsning som blev til en fem-splejsning - den holdt simpelthen bedre.
Jeg må indrømme, at sæde fletning med papirgarn er noget af det sværeste at få rigtig pænt - og ja det tager det meste af en dag for en uøvet person som mig. 10 timer for en nybegynder - 45 min. for en øvet.
Første skitse til hynden ændrede jeg til et mønster med så få synlige sømme som muligt. Materialet er lysegråt hør. Et nøgternt materiale - opmærsomheden fra den lyse skammel stjæles så lidt som muligt. Monterings hynden er fyldt med uld-rester. Jeg har valgt at holde mig til forholdmæssigt ubearbejdede natur materialer: Træ, papirgarn, hør, bomuld og uld. En enkelt lynlås er dog sneget sig ind.
Monteringspuden fyldes med ubehandlet fåreuld.
Rejsen begyndte med en æstetisk oplevelse og sluttede med en æstetisk funktionel skammel. Udtrykket er ikke kun bestemt af funktionalitet. Der er taget mange æstetiske valg løbende i processen. Teknikkernes oprindelse har dog i høj grad været brugt af funktionelle hensyn. At slippe for at slæbe tungt træ hjem ved at fremstille møblerne på stedet er funktionelt. Skamlens æstetiske udtryk- det rå træ kun bearbejdet med båndkniv og samlet uden lim- er funktionelt. Men synet, lugten og følelsen af det friske træ som lader sig formgive med enkle metoder er en æstetisk oplevelse.
Med hensyn til målgruppe er jeg utrolig glad for min nye skammel, den passer så fint ind i vores hjem. Det viste sig at jeg var den i familien som havde bedst plads til den - jeg var dog ikke den eneste som var følelsesmæssigt investeret i fældningen af rødbøgen. Den følelsesmæssige æstetiske oplevelse var drivkraften i mødet med modstanden fra materialerne - det var en absolut nødvendighed at bevare noget af bøgen i mit liv.
